Soeg


sidevaerktoejer


For medlemmer


Revisorer rusker op i omdømmet

Lommeregner Hero, innovationsspil og 15 bloggere. Sådan lyder nogle af ingredienserne i en storstilet kampagne med sigte på en øget rekruttering til faget. Budskabet lyder, at jobbet som revisor er alsidigt og spændende, og at jobindholdet i høj grad lever op til de krav og behov, som unge i dag har til deres arbejdsplads.

Hvordan får man fortalt nutidens unge, at drømmestudiet består af virksomhedsøkonomi, regnskaber, bogføring og revision?

Det spørgsmål stillede Foreningen Registrerede Revisorer(nu Dansk Revisorforening) sig i foråret 2010 og står nu klar til at fortælle eleverne på landets handelsskoler og gymnasier, hvordan studiet til og livet som revisor egentlig er.

I efteråret lød startskuddet til en række aktiviteter, som på en ny og anderledes måde giver smagsprøver på et fag i rivende udvikling. Alle unge inviteres med til at give sit besyv med, for det er vigtigt, at de unge selv er involverede og har mulighed for at præge fremtidens revisionskontor.

I løbet af efteråret har 15 unge revisorambassadører fra hele landet med stor succes spillet et nyudviklet læringsspil om iværksætteri, networking og revisorer sammen med cirka 700 elever på en række handelsskoler og købmandsskoler. Disse 15 ambassadører blogger samtidig på det store kampagnesite med adressen http://www.fremtidensrevisor.dk/

I en stor konkurrence opfordres alle unge til at fortælle om fordomme og forventninger til fremtidens revisionskontor, og endelig har de unge mulighed for at spille og lege med en række Facebook-applikationer, som de kan dele med deres netværk. Første applikation hedder Lommeregner Hero, og her gælder det om at være hurtig på computerens tal-tastatur. I januar kommer næste applikation på banen - og der bliver tale om en nyskabelse i forhold til det danske facebook-univers.

Det hele slutter af med en stor event den 5. maj 2011 på den gamle Børs i København, hvor workshops, stand-up, præmieoverrækkelser og happenings står på programmet.

Sidst opdateret: Morten Stendevad-Nielsen, 15-12-2010



FSR - danske revisorer·Kronprinsessegade 8·København K·Tel. +45 3393 9191·Fax ·Email: Kontakt Dansk Revisorforening